0

Bananmuffins

Denne opskrift på bananmuffins er lige til at gå til og konsistensen er forrygende, når du blander de bløde og søde bananer med den bitre mørke chokolade.

2 store æg
150 g. sukker
200 g. mel
1 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
125 g. smør
2 meget modne bananer
150 g. bitter mørk chokolade

banan-muffins

Bland melet med bagepulver, mos bananerne, smelt smørret og hak chokoladen groft.

Pisk æggene lyse og luftige med vanillesukker og sukker.  Bland det smeltede smør i æggemassen. Pisk lidt mere og vend tilsidst melet i. Bland dejen med de to mosede bananer og grofthakket chokolade.

Put kagerne i muffinsforme (10-12 stk.) og sæt i en forvarmet ovn ved 200 grader. Bag til de er gyldne i ca. 15-20 minutter.

Written by in: | Tags:, ,
0

Hjemmelavet nutella

Her kommer en super lækker opskrift på hjemmelavet nutella:

100 g.  mælkechokolade
100 g.  mørk chokolade
200 ml. piskefløde
75 g blødt smør i tern.

Hjemmelavet nutella

Start med at hakke chokoladen groft og hæld det i en stor skål. Hæld fløden i en tykbundet gryde, og varm den op til kogepunktet. Tag gryden af varmen og hæld fløden langsomt over chokoladen og rør rundt med et piskeris imens, til chokoladen er smeltet.

Tag smørret og kom små klatter ad gangen i chokolademassen og pisk, til det er smeltet. Pisk det blankt med et piskeris og din nutella er færdig. Kommes på glas og opbevares i køleskabet i en uges tid. Hvis det holder så længe.

0

Nem Chokoladekage

Denne chokoladekage tager ikke lang tid at lave, og kan snildt laves, mens hovedretten står i ovnen.

175 g. hvedemel.
150 g. sukker.
100 g. smør
1 tsk. bagepulver
1½ tsk. vanillesukker
3 æg
150 g. mørk chokolade

Læs mere under billedet

nem-chokoladekage

Smørret smeltes i en gryde (må ikke koge). Når det er smeltet, tages gryden af varmen og den står så, til smørret er så afkølet, at det gryner. Imens det smelter, pisker du sukker og æg lyst og luftigt i mindst 8 minutter. Hak chokoladen fint. Bland mel med det afkølede smør, vanillesukker og bagepulver. Sigt blandingen ned i æggemassen og rør det sammen med den hakkede chokolade.

Dejen hældes i en smurt mellem form og bages i ovnen i 30 minutter ved 175 grader.

Dekoreres med chokolade glasur, når kagen er afkølet.

Written by in: | Tags:,
0

Chokolademousse

200 g. mørk chokolade (gerne med 70% kakao)
8 past. æggeblommer
75 g. sukker
5 dl. økologisk piskefløde

Smelt chokoladen i vandbad. Imens den smelter, pisker du æggeblommer og sukker hvidt og skummende. Dette tager mindst 8 minutter. Pisk derefter fløden til skum (det skal ikke være alt for stift). Rør chokoladen i æggemassen og rør flødeskummet forsigtigt i. Hæld den over i serveringsskålen (eller skålene) og sæt den på køl i et par timer. 

Serveres med frisk frugt i tern: Jordbær, melon, kiwi, ferskner

 

Chokolade mousse med frisk frugt

Chokolade mousse med frisk frugt

0

Fedtfattig chokoladekage

Her kommer opskriften på en dejlig fedtfattig chokoladekage.

1½ æg
1 dl økologisk rørsukker.
1 dl brun farin
2 dl hvedemel
50 g. mørk chokolade
½ tsk. kanel
0,5 dl kakao
½ tsk bagepulver
½ tsk. vanillesukker
1 knivspids salt
0,6 dl creme fraiche 18 %

Fedtfattig chokoladekage med glasur

Fedtfattig chokoladekage med glasur

Pisk æg og sukker lyst og skummende. Det tager ca. 8 minutter. Jo længere du pisker, jo mere luftig bliver kagen. Smelt chokoladen i et vandbad. Mens chokoladen smelter, blander du alle de tørre ingredienser sammen i en skål.

Kom creme fraiche i æggemassen og rør grundigt sammen, derefter hældes den flydende chokolade i. Blandes godt og grundigt. Sigt nu alle de tørre ingredinser i lige så forsigtigt. Der skal sigtes, så melet ikke danner klumper i kagen. Nu skal du røre, ikke piske. Når det er blandet godt sammen og der ingen klumper er, hældes dejen i en smurt lille bradepande. Bages i 30 til 40 min. midt i ovnen ved 175 grader. Den er færdig, når der ikke er dej på den gaffel du stikker ind midt i kagen.

Dekorer med chokoladeglasur.

0

Konfekt med appelsin

250 g.ren rå marcipan
30 ml. appelsinsaft fra en økologisk appelsin
2 spsk. kakao
200 g. hvid chokolade
50 g. mørk chokolade til pynt 

Ælt marcipanen med appelsinsaft og kakao. Tril små kugler og sæt på køl efterhånden som de bliver lavet. 

Smelt den hvide chokolade over et vandbad og dyp kuglerne en for en i chokoladen. Sæt dem på en tallerken med bagepapir. Når chokoladen er stivnet, drypper du lidt smeltet mørk chokolade på som pynt. Derefter lægges kuglerne i en lufttæt beholder, og opbevares køligt. 

 

Konfekt med hvid chokolade og appelsin

Konfekt med hvid chokolade og appelsin

0

Chokoladetrøfler

Opskriften rækker til ca. 50 trøffelkugler

300 g. mørk chokolade
250 ml. piskefløde
1 dl. kakaopulver 
50 konfektforme 

Hæld fløden i en tykbundet gryde og varm langsomt. Lad fløden koge ind, til der er ca. 200 ml. tilbage – i et par minutter. Skru ned for varmen og tilsæt chokoladen i små stykker. Rør rundt, til chokoladen er smeltet.  

Hæld massen over i en skål og sæt i køleskabet i en times tid.  Form små kugler af trøffelmassen og rul i kakaopulver. Læg dem i små konfektforme og opbevar på køl i en tætsluttende beholder.

Dette var grundopskriften på chokoladetrøfler. Variationsmulighederne er uendelige. Du kan blande f.eks. appelsinsaft, likør, chili, karamel, rosiner og meget andet i. 

Velbekomme!

 

Chokolade trøfler

Chokolade trøfler

0

Hjemmelavede påskeæg

Opskriften rækker til 8 påskeæg

125 g. ren rå marcipan
25 g. nougat
50 g. hvid chokolade
50 g. mørk chokolade

Pynt: hakkede mandler, finthakkede pistacienødder, kandiserede violer, sølv-sukkerkugler, karamelkugler, guldstøv

Start med at smelte chokoladerne i hver sit vandbad. Skær marcipanen i 8 stykker og ligeledes med nougaten. Tril kugler af marcipanen, halver dem og tryk en kugle nougat ind i midten. Saml marcipanen omkring nougaten og tril en kugle i æggeform.

Dyp æggene et for et i den smeltede chokolade. 4 hvide og 4 mørke. Tag dem op med en gaffel og læg på bagepapir.

Pynt æggene med valgfrit pynt mens chokoladen stadig er våd. Når de er tørre opbevares de i en lukket beholder i køleskabet.  

Tip: Du kan også male æggene med forskelligt chokolade som på billedet. Brug en tynd pensel og mal først grundfarven og lad den tørre, før du maler næste farve. 

 

Hjemmelavede påskeæg

Hjemmelavede påskeæg

0

Hjemmelavede flødeboller

Hjemmelavede flødeboller med marcipanbund og chokoladeovertræk. Mmmmm.

300 g. rørsukker
500 g. ren rå marcipan
1 dl. vand
150 g past. æggehvider
150 g. hvid chokolade
150 g. mørk chokolade
150 g. lys chokolade
lidt kokosmel 

Der bliver 30 flødeboller ud af denne opskrift. 

Kog vand og sukker op og lade koge i 2 minutter. Hold godt øje. Tag gryden af varmen, når sukkeret begynder at blive brunt. Pisk de pasteuriserede æggehvider let og tilsæt dernæst den varme sukkerlage langsomt. Pisk i 15 minutter ved middel hastighed. Skær marcipanen ud i 30 skiver. Tag guffet og hæld det i en sprøjtepose, sprøjt nu en top på hver marcipanbund. Bag dem i en 180 grader varm ovn i 5 minutter. Det gør, at de får en fast overflade, som du kan dekorere. 

Smelt imens chokoladerne over hvert sit vandbad. Smør chokoladen på de afkølede flødeboller med en pensel. Drys med kokosmel på nogle af dem og brug ellers den chokolade du bedst kan lide. 

 

Flødeboller

Flødeboller

0

Varm chokolade med flødeskum

En klassiker til julehyggen, fødselsdagen eller efter en god middag.

200 g. mørk chokolade
1 l minimælk
2 spsk. rørsukker
250 ml. piskefløde

Varm Chokolade

Varm Chokolade

Kom mælken i en tykbundet gryde, bræk chokoladen i stykker, hæld sukkeret i og varm op ved svag varme indtil kogepunktet. Rør hele tiden i mælken, så den ikke brænder på.

Pisk fløden til flødeskum og server den varme chokolade i et glas med flødeskum på toppen.